Så oprandt dagen. Ikke blot en hvilken som helst dag, men den dag hvor nationens puls slår en anelse højere, og hvor selv den mest forbeholdne borger for en stund træder ind i historiens sal og sætter sit lille, men ikke ubetydelige kryds.
Ja, i dag er det valgets dag.
Og lad mig straks bekende: Jeg er blandt de udvalgte. En af de heldige, der har modtaget det lille stykke papir, som i al sin beskedne fremtoning rummer nøglen til demokratiets maskinrum – et valgkort. Er det ikke ganske vidunderligt? Næsten rørende. Man kunne fristes til at fælde en tåre over, at systemet – trods alt – stadig fungerer.
Og hvem skal vi takke? Lad os rette en varm, måske en anelse teatralsk applaus mod DAO. Denne logistikkens diskrete helt, der med næsten poetisk præcision har formået at bringe valgkortet frem. (At ironien måtte snige sig ind, er vel kun passende i en tid som denne).
Men så melder det egentlige spørgsmål sig, det som ingen distributionstjeneste kan levere et svar på: Hvem skal man stemme på?
Journalisterne har, må man sige, ikke ligget på den lade side. Kandidater er blevet vendt, drejet og nærmest dissekeret i en grad, så selv de mest hårdføre må længes efter en stille stund uden mikrofoner og gravende spørgsmål. Der er blevet kulegravet, analyseret og spekuleret – alt sammen i demokratiets tjeneste, naturligvis.
Og nu står vi her. Med valget. Med ansvaret. Med muligheden.
Det bliver, uden tvivl, en aften værd at følge. Resultaterne vil tikke ind, spændingen vil stige, og kommentatorerne vil med stigende intensitet forsøge at forklare det, som måske slet ikke lader sig forklare.
Men én ting står for mig klart: Fire år mere med Mette? Det er en tanke, der kræver både styrke og en vis eksistentiel robusthed – så vi må håbe, at farven denne gang bliver blå.
Så jeg går til stemmeurnen. Med valgkortet i hånden, med en snert af håb – og en velafmålt portion skepsis.
Det bør du også gøre, da demokratiet kun virker, hvis du deltager.
Godt valg!