Der er noget næsten anstødeligt over statens appetit. Ikke blot mens du lever – hvor hver lønseddel beskæres med kirurgisk præcision – men også når du er borte. Som om døden ikke er afslutningen, men blot endnu et tidspunkt for opkrævning.
Forestil dig et helt liv levet i pligt. Tidlige morgener. Sene aftener. Opsparing frem for forbrug. Alt sammen beskattet – igen og igen – med den underforståede kontrakt, at man bidrager til fællesskabet. Det gør man. Uden diskussion.
Men så sker det uundgåelige. Et menneske dør. Og i stedet for værdighedens stilhed træder staten frem med udstrakt hånd. Ikke som beskytter. Ikke som støtte. Men som kreditor.
Arveafgiften er ikke en teknikalitet. Den er et principielt overgreb forklædt som politik. Penge, der allerede er beskattet gennem et helt liv, bliver endnu engang gjort til genstand for statens grådighed. Ikke fordi det er logisk. Ikke fordi det er retfærdigt. Men fordi det er muligt.
Det er dobbeltbeskatning i sin reneste form – og det ved alle. Alligevel opretholdes den med en næsten arrogant selvfølgelighed, som om borgerens ejendom i sidste ende aldrig rigtig tilhører borgeren, men blot forvaltes midlertidigt på statens nåde.
Og timingen er lige så kynisk, som den er afslørende. Afgiften falder netop i det øjeblik, hvor familien er mest sårbar. Midt i sorgen. Midt i afskeden. Der, hvor fokus burde være på minder, ikke på myndigheder. Men staten venter ikke. Den kræver.
Man kunne fristes til at spørge: Hvornår er nok, nok?
Et samfund, der straffer familier for at tage ansvar for hinanden – også efter døden – har forvildet sig væk fra sine egne principper. Arv er ikke en luksus. Det er ikke et smuthul. Det er en naturlig forlængelse af menneskelig omsorg. Et ønske om at give sine børn en bedre start, end man selv havde.
At beskatte dette er ikke blot økonomisk kortsigtet. Det er moralsk forfejlet.
Arveafgiften bør ikke reformeres. Den bør afskaffes.
Ikke som en gestus. Men som en erkendelse.
For sandheden er enkel: Staten har allerede fået sin del. Alt derudover er ikke fællesskab.
Det er grådighed.