Der findes få dyr, som har været genstand for mere romantisk tågesnak end ulven. I årtier har den været naturens svar på Che Guevara; et pelsklædt ikon for storbyens naturromantikere, der helst oplever vildskab gennem et DR-program eller et Instagram-opslag med dæmpet klavermusik i baggrunden.
Men virkeligheden har det med at snuble ind over idyllen.
For når ulven ikke længere nøjes med at være et symbol, men springer over et ulvesikret hegn og tager for sig af de levende værdier, bliver poesien pludselig meget konkret. Får, kalve og ponyer har nemlig den ulempe, at de ikke kan genoplives med et debatindlæg på Politiken.
Derfor er det egentlig bemærkelsesværdigt, at Danmark først nu – efter et stigende antal ulveangreb – har besluttet, at landmænd fra den 1. september kan skyde en ulv, hvis den befinder sig bag et godkendt ulvesikret hegn. Uden først at udfylde tre formularer, vente på en myndighedsgodkendelse og håbe, at ulven bliver stående, mens embedsværket holder frokostpause.
Den nye bekendtgørelse giver ovenikøbet mulighed for at regulere ulven døgnet rundt, anvende termisk kikkert, lysforstærkende sigtemidler og kunstigt skjul. Det er næsten som om staten omsider har opdaget, at ulve ikke nødvendigvis angriber mellem klokken ni og seksten på hverdage.
Der er dog stadig et særligt dansk lag af bureaukrati tilbage.
Hvis man skyder ulven, skal Naturstyrelsens ulvekonsulenter kontaktes senest 12 timer efter. Ulven skal overdækkes, men ikke flyttes.
Det er den slags, kun et land med ubegrænset tillid til ringbind og bekendtgørelser kan finde på.
Samtidig fortsætter den evige kulturkamp.
På den ene side står mennesker, der lever af deres dyr. På den anden side mennesker, der lever af at mene noget om andre menneskers dyr.
De første tæller døde får. De sidste tæller biodiversitetspoint.
Ingen af delene er nødvendigvis forkerte. Men kun den ene gruppe står tilbage med regningen.
Ulven er ikke ond. Den følger blot sit instinkt. Problemet opstår, når mennesker insisterer på, at instinktet altid har førsteprioritet, mens ejendomsretten kommer ind på en pæn andenplads.
Det er en luksusholdning, der fungerer glimrende, så længe ulven holder sig på behørig afstand af ens egen baghave.
Den nye bekendtgørelse løser ikke ulvedebatten.
Den gør blot noget sjældent i dansk politik.
Den anerkender, at naturen ikke kun består af smukke billeder til kalenderen, men også af rovdyr, der gør præcis det, rovdyr har gjort i hundredtusinder af år.
Og at mennesker, der har investeret tid, penge og følelser i deres dyr, måske ikke nødvendigvis skal spørge København om lov til at beskytte dem.
Det burde aldrig have været kontroversielt.
Det burde have været almindelig sund fornuft.
Kilde: Effektivt Landbrug