Man kan mene, hvad man vil om Christiania. Nogle ser et frihedseksperiment. Andre ser et halvt århundredes kollektiv hovedpine. Men én ting er sikker: Virkeligheden har altid været langt mere absurd end de romantiske myter og de politiske slagsmål.
Det er præcis derfor, Karl Friis Forchhammers dokumentarserie i tre dele på DR er så fascinerende. Ikke fordi den forsøger at overbevise seeren om, hvad Christiania er eller burde være. Men fordi den åbner døren til historier, som lyder så vanvittige, at man ville afvise dem som dårligt manuskript, hvis de blev serveret som fiktion.
Én oplysning ramte mig særligt. Den kendte jeg ganske enkelt ikke.
Instruktør Karl Friis Forchhammers forældre mødte hinanden og flyttede ind i det sidste hus på Dyssen, kaldet Den Okkulte Skole, hvor de etablerede et kollektiv. Som om det ikke var tilstrækkeligt 1970’er-agtigt, flyttede der også en sort bjørn ind. Den hed Rikke.
Ifølge rygterne var den enten blevet vundet i et kortspil eller byttet for en kasse øl. Ingen synes helt at vide sandheden. Til gengæld fortælles det, at Rikke kunne tømme en Bjørne Bryg på 12,5 sekunder. Hvis det er en skrøne, er det en af den slags skrøner, som kun Christiania kunne slippe af sted med at gøre troværdig.
Netop den slags historier gør serien værd at se. Uanset om man elsker eller hader Christiania, opdager man sider af fristaden, som de færreste kendte. Serien handler ikke kun om hash, barrikader og politiske slagsmål, men også om de mennesker, de sære eksistenser og de næsten eventyrlige fortællinger, der har været med til at forme stedet.