Den seneste perle er, at beboere i almene boliger nu får ret til at opsætte deres egen ladestander. Det lyder umiddelbart som en sejr for den grønne omstilling. Indtil man læser det med småt.
For ja, du må gerne betale hele gildet. Ladestanderen. Gravearbejdet. Elektrikeren. Vedligeholdelsen. Eventuelle skader. Og når du flytter, hænger du stadig på ansvaret.
Men den ladestander, du har finansieret?
Den er ikke din.
Den skal deles med alle de andre.
Det svarer lidt til, at du bygger en terrasse i haven – hvorefter boligforeningen meddeler, at hele opgangen naturligvis kan grille der hver weekend.
Eller at du køber en Weber-grill, som naboen uden videre kan tænde op i, mens du selv står og venter med pølserne i hånden.
Velkommen til 2026.
Den nye logik er fascinerende. Staten har fundet en model, hvor den private borger betaler, men fællesskabet høster fordelen. For hvem i alverden vil investere måske 20.000, 30.000 eller 40.000 kroner i en installation, hvis belønningen er, at man bagefter kan stå i kø til sin egen ladestander, mens naboens Tesla allerede er koblet til?
Det er socialisme forklædt som infrastruktur.
Naturligvis vil boligorganisationerne helst have fælles løsninger. Det giver faktisk mening. Hvis alle betaler over huslejen, ejer alle løsningen, og ansvaret ligger ét sted. Sådan fungerer fælles investeringer.
Men loven åbner nu også for den besynderlige mellemting, hvor én betaler, mens alle bruger.
Det er svært ikke at trække på smilebåndet.
Den grønne omstilling burde handle om at gøre det attraktivt at vælge elbilen. I stedet har man opfundet et system, hvor initiativ belønnes med en regning og et fælles ansvar.
Det bliver spændende at se, hvor mange der frivilligt melder sig.
For hvis danskerne er kendt for noget, så er det ikke lysten til at betale for naboens bekvemmelighed.
Måske bliver resultatet præcis det modsatte af intentionen. At ingen gider være den første. At alle venter på, at “nogen andre” tager regningen.
Og så står ladestanderen dér – som den perfekte illustration af moderne bureaukrati: En løsning, der på papiret lyder fremsynet, men som i virkeligheden får én til at spørge:
Hvis jeg skal betale det hele…Hvorfor skulle jeg så dog dele den med hele boligblokken?