Partiformand Pia Olsen Dyhr har besluttet at genansætte Thomas Nystrøm som særlig rådgiver, selv om hans navn er uløseligt forbundet med den krænkelsessag, der i sin tid rystede partiet. Beslutningen har udløst et oprør blandt egne medlemmer, lokalforeninger og ikke mindst hos Lotte Kofoed, som selv var en central figur i sagen.
Det er på mange måder et fascinerende skue.
For var der noget, venstrefløjen lærte resten af landet under MeToo-bølgen, så var det, at krænkelser skulle tages alvorligt. Ofre skulle lyttes til. Magtstrukturer skulle brydes ned. Ingen måtte føle sig overhørt.
Lige indtil det blev upraktisk.
Lige indtil den pågældende person tilfældigvis var en gammel ven af huset.
Lige indtil magten selv stod til at miste en loyal soldat.
Så ændrer melodien sig pludselig.
Nu tales der om “anden chance”. Om udvikling. Om tilgivelse. Om at komme videre.
Det er bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt de moralske principper kan forvandles til elastik, når de udsættes for politisk belastning.
Lotte Kofoed beskriver situationen som en “dobbelt krænkelse” og fortæller offentligt, at hun er tømt for kræfter efter forløbet. Hun kræver en undskyldning af sin partiformand. Ikke af en politisk modstander. Ikke af en internet-trold. Men af sin egen leder.
Det burde få alarmklokkerne til at ringe.
I stedet virker SF-toppen mest optaget af at forklare, hvorfor vælgerne skal ignorere deres egne tidligere principper.
Forestil dig blot situationen vendt om.
Forestil dig, at et borgerligt parti havde genansat en rådgiver, som tidligere havde forladt partiet efter alvorlige anklager om upassende adfærd. Forestil dig vrede kvindelige partimedlemmer, der offentligt fortalte om psykisk pres og følte sig svigtet af ledelsen.
Man ville kunne høre forargelsen helt fra Christiansborg til Bornholm.
Men når det sker i SF, pakkes sagen ind i terapeutiske vendinger om forsoning og nye begyndelser.
Det er ikke tilgivelsen, der er problemet.
Mennesker kan begå fejl. Mennesker kan ændre sig.
Problemet er forskellen mellem det, man prædiker, og det, man praktiserer.
For politikere bliver sjældent dømt på deres fejl. De bliver dømt på deres dobbeltmoral.
Og netop dobbeltmoralen hænger som en tung tåge over denne sag.
Måske er det derfor, kritikken ikke kun kommer udefra. Selv SF Frederiksberg mener nu, at Thomas Nystrøm bør stoppe som særlig rådgiver. Når græsrødderne begynder at gøre oprør mod præsterne, er det som regel fordi evangeliet ikke længere stemmer med virkeligheden.
Der findes gamle politiske ordsprog om, at magt korrumperer.
Men i moderne dansk politik synes magten først og fremmest at have en anden egenskab:
Den giver hukommelsestab.
Pludselig kan ingen huske de store taler.
Ingen kan huske de moralske formaninger.
Ingen kan huske de absolutte krav.
Kun én ting huskes stadig:
Hvem der sidder ved bordet.
Og hvem der må komme tilbage til det.