Gratis tandlæge. Gratis busser. Gratis tog. Gratis(genindførelse)store bededag. Gratis dette og gratis hint. Hvis man lyttede til dagens politiske udmeldinger uden at kende virkeligheden, ville man tro, at Danmark havde fundet en oliebrønd under Marienborgs plæne eller opdaget et glemt skatkammer efter Christian IV.
Politik er i stigende grad blevet en konkurrence i at uddele gaver, som ingen selv skal betale for. Det minder om den populære onkel til familiefesten, der lover børnene is, sodavand og en tur i Legoland – velvidende at det er forældrene, der ender med regningen.
I disse timer vælter det ud med røde triumfer. Tandlægen skal være gratis. De unge skal køre gratis. Store Bededag skal genopstå fra de politiske døde. Grisene skal have et bedre liv, og fødevarerne skal blive billigere.
Man kunne næsten få den tanke, at økonomiens naturlove er blevet afskaffet ved et flertal i Folketinget.
For den mest bemærkelsesværdige ting ved dagens festfyrværkeri er ikke alle løfterne. Det er fraværet af det spørgsmål, som enhver almindelig dansker ville stille efter fem sekunder:
Hvem betaler?
Når familien køber et nyt køkken, spørger banken. Når virksomheden investerer i nye maskiner, spørger revisoren. Når staten lover gratis goder til millioner af mennesker, synes spørgsmålet pludselig at være dårlig stemning.
Det er lidt som at præsentere dessertbuffeten først og gemme meddelelsen om opvasken til sidst.
For et sted bag de gratis tandeftersyn og de gratis busbilletter sidder Lars Løkke Rasmussen. Den politiske handelsmand, som sjældent forlader et forhandlingslokale uden at have fået noget med hjem i posen.
Ingen giver noget gratis til Lars Løkke. Og Lars Løkke giver sjældent noget gratis tilbage.
Derfor er det nærliggende at spørge, hvad der gemmer sig bag gardinet. Hvilke reformer? Hvilke besparelser? Hvilke krav om højere arbejdsudbud? Hvilke økonomiske regnestykker?
For selv eventyr har som regel en trold gemt i kælderen.
Det er naturligvis muligt, at finansieringen findes. At regnearkene er solide. At regnestykket hænger sammen. Men når præsentationen af politik begynder med flødeskum og lagkage, er det svært ikke at mistænke, at broccoli-skålen står lige uden for kameravinklen.
Og måske er det netop den moderne politiks største kunstform: Ikke at få noget til at være gratis, men at få vælgerne til at glemme, at intet nogensinde er det.
For staten ejer ingen penge.
Den ejer kun skatteydernes.