Jeg har en vigtig besked til alle danskere, der på det seneste har stået foran spejlet og tænkt: “For helvede, jeg må være begyndt at spise for meget.” Nej. Læg selvhadet væk. Det er ikke nødvendigvis dig, der er blevet større. Det er maden, der er blevet mindre.
Du er offer for en af vor tids mest elegante former for økonomisk trylleri: shrinkflation. Det er et fantastisk ord. Det lyder som en sygdom, man får, hvis man har arbejdet for længe i Finansministeriet, men betyder i al sin enkelhed, at producenten tager noget af varen, beholder prisen og håber, at du er for dum eller for træt til at opdage det. Og danskerne er naturligvis perfekte ofre. Vi står i supermarkedet med vores indkøbsliste, vores betalingskort og vores lettere traumatiserede økonomi og tænker: “Den der pakke var da større sidst?” Ja. Det var den. Du er ikke blevet sindssyg. Producenten har bare været inde med den økonomiske skalpel.
En pakke, der engang havde 500 gram, har pludselig 450. En chokoladebar har fået anoreksi. En yoghurt er blevet så lille, at man næsten bør spise den med en pincet. Og en pose chips indeholder efterhånden så meget luft, at man forventer, at den kan bruges som redningsvest. Men prisen? Den fejler ikke noget. Prisen har det glimrende. Den er stor. Den er sund. Den er vokset. Det er kun selve varen, der har været på slankekur.
Vi er blevet et folkefærd, der kan opdage en parkeringsvagt på 200 meters afstand, men ikke opdage, at producenten har fjernet en femtedel af vores cornflakes. Og emballagen hjælper selvfølgelig. For pakken er stadig lige flot. Samme design. Samme farver. Samme logo. Samme billede af en lykkelig familie, der ser ud til at have et fantastisk liv, selv om faren tydeligvis har fået en morgenmadspakke, der kun indeholder 37 cornflakes. Det er moderne markedsføring: Få varen til at se lige så stor ud, mens du gør den mindre. Det er jo næsten kunst. Michelangelo havde marmoret. Nutidens producenter har emballagen.
Det mest udspekulerede er, at shrinkflation får os til at tro, at problemet sidder på vores krop. Man står der efter aftensmaden og tænker: “Jeg er godt nok sulten.” Så tager man en yoghurt. Den er væk efter tre skefulde. Så tager man en banan. Så en rugbrødsmad. Så en småkage. Så endnu en. Og pludselig har man spist det dobbelte af, hvad man gjorde for fem år siden. Men det er ikke fordi, du er blevet grådig. Det er fordi producenten har gjort portionen så lille, at man skal spise som en konge for at blive mæt som et menneske.
Og så kommer den helt store joke: Det bliver ikke billigere. Nej nej nej. Det ville jo være uhørt. Hvis du får 10 procent mindre, skulle du i teorien betale mindre. Men så ville hele fidusen jo forsvinde. Så vi får i stedet mindre vare, samme pris og en producent, der fortæller os, at det er nødvendigt. Nødvendigt for hvem? For varen? Den er jo blevet halveret. Forbrugeren? Han står stadig med den samme regning. Det er som at købe en flaske vin, hvor producenten har drukket en tredjedel på forhånd og derefter siger: “Vi har optimeret emballagen.” Nej, min ven. Du har drukket min vin.
Og toiletpapiret er et kapitel for sig. Man køber 24 ruller og føler sig økonomisk ansvarlig. Så kommer man hjem og opdager, at hver rulle er så lille, at man næsten kan se gennem den. Man skal efterhånden købe toiletpapir efter grampris. “Har du købt det billige?” “Ja.” “Godt. Hvor mange kilo?” Det bliver næste trin.
Og is. For helvede, is. Engang købte man en Magnum og havde en dessert. Nu køber man en Magnum og får en appetitvækker. Man når at åbne papiret, tage to bidder og tænke: “Hvor fanden blev resten af isen af?” Det er ikke en is. Det er en souvenir fra en is. Og selvfølgelig står der stadig MAGNUM med store bogstaver. Det er vigtigt. For når produktet bliver mindre, skal navnet helst blive større. Det er den moderne kapitalismes svar på potensproblemer: Mindre indhold. Større logo.
Snart køber vi måske en familiepizza på størrelse med en frisbee til 129 kroner. “Den er perfekt til hele familien.” Ja. Hvis familien består af en far, der har mistet appetitten, en mor på diæt og et barn, der allerede har spist naboens aftensmad. Og politikerne står selvfølgelig ved siden af og taler om inflation. De taler om renter. De taler om købekraft. De taler om danskernes økonomi. Men ingen spørger det vigtigste spørgsmål: Hvorfor er min chokoladebar blevet så lille, at jeg skal bruge lup for at finde den?
Måske burde vi indføre en ny økonomisk måleenhed. Ikke kroner. Ikke procent. Men bid. “Hvor meget kostede den?” “99 kroner.” “Og hvor mange bid er der?” “Tre.” “Så er det dyrt.” Det ville være ærlig økonomi.
For shrinkflation handler i virkeligheden ikke kun om, at varerne bliver mindre. Det handler om, at vi som forbrugere langsomt bliver gjort til idioter. Vores portioner bliver mindre, vores købekraft bliver mindre, vores indhold bliver mindre, men regningen bliver ved med at være dejligt stor. Det er næsten poetisk. Bare ikke for den, der betaler.
Så næste gang du står foran spejlet og tænker, at bukserne er blevet lidt stramme, så lad være med straks at hoppe på vægten. Gå ud i køkkenet. Tag pakken med morgenmad. Vend den om. Læs den lille tekst. Og når du opdager, at der mangler 100 gram, så kan du roligt sige: “Det er ikke mig, der er blevet fed. Det er kapitalismen, der har tabt sig.”
Og det værste? Den har tabt sig på min tallerken, men taget pengene fra min tegnebog.
Det kaldes shrinkflation. Jeg kalder det at blive snydt med godkendt emballage.
Og hvis udviklingen fortsætter, bliver næste års familiepakke så lille, at man kan sende den som brev. Men bare rolig. Prisen bliver den samme.
For man kan jo ikke både have meget vare og meget fortjeneste.
Det ene må vige. Og som altid i det moderne forbrugersamfund er det ikke fortjenesten, der bliver mindre. Det er din vare.