Det er forår i Danmark. Træerne springer ud, tulipanerne blomstrer, og parcelhuskvartererne fyldes af oppustede balloner, hvide telte og forældre i økonomisk undtagelsestilstand. Det er konfirmationstid. Eller rettere: gavefestens højsæson forklædt som tradition.
For hvad er det egentlig, vi fejrer?
Engang var konfirmationen en alvorlig markering. Et ungt menneske trådte frem og sagde ja til tro, ansvar og voksent liv. Der var tyngde, pligt og retning. I dag er det blevet reduceret til limousinekørsel, TikTok-videoer og ønskelister med dyrere elektronik end de fleste voksne selv ejer.
Og hvis det ikke var nok, har tiden naturligvis opfundet endnu et moderne påfund: filosofisk konfirmation. Fordi intet længere må forpligte, intet må definere, og alt skal pakkes ind i individuel selvrealisering.
Så nu kan man altså fejre, at man ikke tror på noget bestemt.
Det er svært ikke at beundre kreativiteten. Før i tiden blev man konfirmeret, fordi man stod på skuldrene af en kultur, en tro og en historie. Nu bliver man “filosofisk konfirmeret”, fordi man har tænkt lidt over livet mellem Roblox og brunch.
Det moderne menneske vil have ritualet, men ikke rødderne. Festen, men ikke forpligtelsen. Talen, men ikke traditionen.
Det er symptomatisk for vores tid. Vi vil arve alt det smukke fra fortiden, men vi nægter at bære det ansvar, som skabte det. Derfor opfinder vi tomme kopier af gamle institutioner og kalder dem fremskridt.
Men et samfund kan ikke leve af kopier.
Måske skulle vi turde sige det åbenlyse: Ikke alt gammelt er undertrykkende, og ikke alt nyt er klogt. Nogle traditioner overlever, fordi de rummer sandhed, sammenhængskraft og mening.
Konfirmationen var engang en bro mellem barn og voksen. Nu er den ofte blot en bro mellem MobilePay og dessertbuffet.
Så ja, måske skulle vi tilbage til nogle gamle værdier: alvor, ansvar, dannelse og respekt for det, der kom før os.
Ellers ender vi med at fejre alt – og forstå intet.