Man kunne tro, at et samfund først mister sig selv gennem store, dramatiske beslutninger. Det er forkert. Det sker i det små – dér, hvor ingen længere føler sig forpligtet til at stå fast. En regel ændres. En grænse rykkes. Og pludselig er det ikke længere klart, hvad der egentlig gælder.
Sagen om Emrah Tuncer og bostedet Novus Vita er et rendyrket eksempel. Ifølge Frihedsbrevet blev en medarbejder fyret for ikke at rette ind efter et forbud mod at tilberede svinekød. Ikke fordi det var ulovligt. Ikke fordi det var uforsvarligt. Men fordi man ønskede at undgå, at nogen kunne blive stødt.
Det er ikke en praktisk beslutning. Det er et værdimæssigt sammenbrud forklædt som hensyn.
For hvad betyder det i praksis? At en offentligt finansieret institution i Danmark aktivt indfører regler, der tager udgangspunkt i bestemte religiøse normer – og samtidig afskaffer noget, der i årtier har været en helt almindelig del af dansk hverdagskultur. I et land, hvor bacon nærmest fungerer som en uofficiel nationalspise, bliver det pludselig behandlet som et problem, der skal fjernes.
Emrah Tuncer har endda bekræftet, at forbuddet stadig gælder. Dermed er der ikke tale om en fejl, men om en bevidst og vedvarende praksis. Man har ikke blot bøjet sig én gang – man har gjort det til system.
Konsekvensen er lige så indlysende, som den er alvorlig: Man lærer, at fælles normer ikke er noget, man forventes at indordne sig under, men noget, der kan forhandles væk. At ubehag ikke skal håndteres, men elimineres – også hvis det kræver, at institutioner opgiver deres eget grundlag.
Det mest opsigtsvækkende er fraværet af enhver form for balance. Der findes ingen tilsvarende vilje til at fastholde danske normer og sige: “Her er rammerne – dem må man indrette sig efter.” I stedet ser man det samme mønster gentage sig: En ensidig tilpasning, hvor det fælles konstant er det, der må vige.
Kritikken fra Mustafa Sayegh – der er en dansk samfundsdebattør, forfatter og tidligere muslim – peger netop på dette: at der ikke er tale om enkeltstående hændelser, men om en udvikling, hvor grundlæggende værdier gradvist nedprioriteres. Det er ubehageligt at konstatere – men endnu mere uansvarligt at ignorere.
For det, der foregår her, er ikke tolerance. Det er ikke inklusion. Det er en systematisk afvikling af fælles normer, hvor konfliktskyhed ophøjes til styringsprincip.
Når selv noget så trivielt som bacon ikke længere kan forsvares i en dansk institution, er det ikke baconet, der er problemet.
Det er institutionen. Og det er det samfund, der tillader det.