I årevis har borgerne i Fredericia fået serveret den samme forestilling: Teatret er slidt. Teatret mangler plads. Teatret har brug for flere penge. Teatret har brug for en analyse. Og bagefter en analyse af analysen. Og derefter naturligvis en strategisk afsøgning af mulighederne for at analysere konklusionerne.
Nu er næste akt så klar.
Endnu en million må bruges. Ikke på forestillinger. Ikke på skuespillere. Ikke på publikum. Men på at undersøge, hvad man måske kunne tænke sig at gøre engang ude i fremtiden.
Fredericia er efterhånden blevet den eneste by i Danmark, hvor man kan få underskud godkendt som en succes.
Politikerne klapper tilfredse. Bestyrelsen smiler. Konsulenterne gnider hænder. Ingen stiller det eneste spørgsmål, der betyder noget:
Hvornår stopper det?
For nogle år siden blev der allerede brugt penge på analyser af et nyt teater i Kanalbyen. Der blev lavet rapporter. Der blev ansat folk til at undersøge mulighederne. Der blev tegnet visioner og drømme. Smukke powerpoint-præsentationer flød gennem mødelokalerne som champagne ved en teaterpremiere.
Resultatet?
Man står nu i 2026 og betaler for endnu en analyse.
I enhver privat virksomhed ville det udløse latter. I det offentlige kaldes det fremsynet planlægning.
Man må beundre konsekvensen.
Når fru Jensen skal have repareret sit tag, får hun ikke bevilget en million til en visionsproces om tagets fremtidige potentiale. Men når kommunale prestigeprojekter begynder at knirke i konstruktionen, åbner pengekassen sig som ved et trylleslag. Det, der for almindelige mennesker kaldes mangel på penge, kaldes i det offentlige et udviklingsprojekt. Her er penge tilsyneladende ikke et betalingsmiddel. De er en stemning.
Det mest fascinerende er næsten størrelsesordenen.
En renovering vurderes til over 200 millioner kroner.
Et nyt teater vil koste endnu mere.
Ingen ved præcist hvor meget. Men erfaringen fortæller os, at offentlige byggeprojekter har en bemærkelsesværdig evne til at udvikle sig som gærdej. Beløbet hæver sig altid.
Lige nu lyder argumentet, at Fredericia skal have et musicalteater i verdensklasse.
Det er en smuk ambition.
Men man kunne også vælge den mere jordnære ambition, at kommunen skal have ældrepleje i verdensklasse. Skoler i verdensklasse. Veje uden huller i verdensklasse.
Af en eller anden grund får de projekter sjældent samme begejstrede behandling.
Det er, som om ordet “kultur” automatisk åbner pengekassen, mens ordet “velfærd” udløser sparekataloger.
Ingen er imod teater.
Teater er en vigtig del af et samfund.
Men der er forskel på at støtte kultur og på at gøre kulturinstitutioner til økonomiske helligdomme, hvor ingen længere må stille kritiske spørgsmål.
Fredericia Teater fylder 70 år næste år.
Tillykke med fødselsdagen.
Men måske var den bedste gave ikke endnu en rapport, endnu en konsulent eller endnu en analyse.
Måske var den bedste gave en voksen samtale om, hvor grænsen egentlig går.
For hvis historien om Fredericia Teater har lært os noget, så er det følgende:
Der findes forestillinger, som varer tre timer. Og så findes der forestillinger, som aldrig får premiere, fordi man stadig er i gang med at finansiere scenografien.
Kilde: FRDB