Man skal nogle gange rejse langt for at forstå, hvor privilegeret man er. Andre gange skal man blot tage metroen til Nørrebro.
Mens iranere i Teherans gader risikerer alt for at rive sig fri af et teokratisk åg, stod der i København mennesker og sørgede over det samme åg. En mand, hvis navn for millioner er synonymt med frygt, fængsel og fanatisme, blev på dansk jord mødt med hyldest og fromme miner.
Det er ikke bare absurd. Det er en civilisatorisk kortslutning.
Den afdøde ayatollah, Ali Khamenei, stod som symbol på et regime, der systematisk har knust politisk opposition og religiøse minoriteter. Det regime, som i årtier har kvalt det iranske folks længsel efter frihed. At man i Danmark – et af verdens frieste og mest sekulære samfund – kan finde på at markere hans død med sorg og hyldest, er ikke blot grotesk. Det er et spejl, vi burde tvinges til at se ind i.
For hvad er det egentlig, de forestiller sig? At Danmark er et neutralt, værdiløst transitrum, hvor man frit kan importere totalitære sympatier? At vores demokrati er så robust, at det uden videre kan rumme hyldester til en teokratisk diktator? Eller værre: at det er ligegyldigt?
Danmark er ikke bare et geografisk område med høje skatter og cykelstier. Danmark er et værdisæt. Et sæt principper, som bygger på oplysningstidens idéer: individets frihed, sekularisme, ytringsfrihed, ligestilling. Det er principper, som mennesker verden over drømmer om at leve under – og som nogle risikerer livet for at opnå.
Når man vælger at bosætte sig her, søger statsborgerskab her, nyder godt af vores rettigheder og velfærd, så må man også forpligte sig på disse værdier. Ikke som en tom formular i en kommunal ansøgning, men som et reelt tilhørsforhold.
Derfor er det fuldstændig legitimt at tale om værdiscreening i forbindelse med statsborgerskab. Ikke som et udslag af had eller snæversyn, men som en basal selvbeskyttelse. Hvis man aktivt støtter en islamisk diktator, hvis politiske projekt er uforeneligt med demokrati og retsstat, så hører man ganske enkelt ikke hjemme i et land, der bygger på det modsatte.
Alligevel vil man fra de vante kanter – Enhedslisten og Radikale Venstre – høre de velkendte formaninger om “nuancer” og “dialog”. Men her er pointen: Det er ikke en enkeltsag, når fundamentale demokratiske værdier relativiseres.
Et samfund, der ikke tør stille krav, ender med at opløse sig selv i toleranceparadoksets syre.
Spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal have plads til forskellighed. Det skal vi. Spørgsmålet er, om vi skal have plads til aktiv sympati for totalitære ideologier, der står i direkte modsætning til det samfund, man lever i.
Hvis svaret er ja, så har vi allerede opgivet os selv.