Der er politikere, som står ved deres beslutninger. Og så er der politikere, som træffer et valg, kender konsekvenserne på forhånd og bagefter reagerer, som om de er blevet ramt af et lyn fra en skyfri himmel.
Lars Westergaard tilhører åbenbart den sidste kategori.
Han vidste udmærket godt, hvad Danmarksdemokraternes holdning var til solcelleprojektet i Thisted. Han vidste udmærket godt, at partitoppen havde sagt nej. Han vidste endda selv, at sandsynligheden for at blive smidt ud var omkring 50 procent.
Alligevel stemte han for.
Det er naturligvis hans ret.
Men så stopper sympatien også.
For bagefter begyndte forestillingen.
Pludselig blev Danmarksdemokraterne sammenlignet med Sovjetunionen. Ja, Sovjetunionen. Den kommunistiske etpartistat, som fængslede dissidenter, censurerede medier og styrede millioner af mennesker med frygt og magt.
Det er en sammenligning så absurd, at den burde have udløst latter i stedet for overskrifter.
Lars Westergaard blev ikke sendt til Gulag. Han blev ikke deporteret til Sibirien. Han blev ikke frataget sine borgerrettigheder.
Han blev smidt ud af et parti, hvis politik han valgte at stemme imod.
Det er ikke Sovjet.
Det er almindelig logik.
Hvis man melder sig ind i et parti, forventes det normalt, at man støtter partiets centrale linje. Ellers kunne Folketinget og byrådene lige så godt afskaffe partierne og erstatte dem med en kaffeklub for mennesker med skiftende holdninger.
Det mest bemærkelsesværdige er næsten den forargelse, som Lars Westergaard udviser over konsekvenserne af sine egne handlinger.
Han tager bevidst en beslutning, der går imod partiets linje.
Han afgiver den afgørende stemme.
Han sikrer projektets vedtagelse.
Han bliver ekskluderet.
Og derefter opfører han sig, som om han er offer for en politisk udrensning.
Det minder om manden, der springer ud fra tredje sal og bliver chokeret over mødet med fortovet.
Selvfølgelig har et parti ret til at ekskludere et medlem, der åbent saboterer partiets politik. Hvis ikke, hvad er så formålet med overhovedet at have et parti?
Danmarksdemokraterne blev valgt på blandt andet at bekæmpe de såkaldte jernmarker af solceller. Det er ikke en hemmelighed. Det står nærmest skrevet med store bogstaver på partiets politiske varedeklaration.
Når Lars Westergaard vælger at gå den modsatte vej, må han også acceptere at gå alene.
Det mærkelige er derfor ikke, at han blev smidt ud.
Det mærkelige er, at han virker overrasket.
For hvis man aktivt stemmer imod sit eget parti og derefter forventer applaus, loyalitet og fortsat medlemskab, så lider man enten af en imponerende optimisme eller en endnu mere imponerende mangel på selvindsigt.
Begge dele er dårlige egenskaber i politik.
Og derfor har Danmarksdemokraterne efter alt at dømme gjort præcis det, de var nødt til at gøre.
(Kilde: DR )