Det er folketingsvalg. Den særlige danske højtid, hvor selv den mest ukendte bagbænksaspirant pludselig taler, som om nationens skæbne hviler i netop hans eller hendes hænder. Pludselig myldrer det frem med kandidater, der står ranke foran Dannebrog, kigger alvorligt mod horisonten og lover ansvarlighed, sammenhængskraft og “helt almindelig sund fornuft” – som var det et nyt politisk gennembrud.
Vi skal vælge dem, der skal sidde i Folketinget. Dem, der skal lovgive om vores frihed, vores ejendomsret, vores skat, vores retssikkerhed. Det burde kalde på format. På integritet. På mennesker med en vis tyngde – intellektuelt såvel som karakterfast.
Alligevel minder kandidatfeltet undertiden mere om en netværksreception for magtbegærlige end om en seriøs udvælgelse af landets kommende lovgivere. Politik er blevet en karrierevej, ikke et kald. Man kan næsten se det i blikket: ambitionen er intakt, men substansen er til forhandling. Holdninger formuleres som reklameslogans. Principper pakkes ind i fokusgruppetestet varm luft. Og det hele leveres med et professionelt smil og et LinkedIn-CV, der signalerer “ledelseserfaring”, men sjældent livserfaring.
Demokratiet er ikke et talentprogram. Det er ikke et sted, hvor man “lige vil prøve kræfter med Christiansborg”. Det er den lovgivende magt i Kongeriget Danmark. Det kræver dømmekraft, historisk forståelse og en evne til at stå fast, når det stormer – ikke blot evnen til at poste en video med dramatisk baggrundsmusik.
Denne blog er mit forsøg på at tage folketingsvalget alvorligt. At skære igennem staffagen og stille det spørgsmål, som alt for sjældent bliver stillet: Er kandidaten faktisk egnet til magt? Ikke om vedkommende er sympatisk, medietrænet eller “god i en debat”, men om personen har det format, der retfærdiggør en plads i landets lovgivende forsamling.
For hvis vi ikke tør kræve mere af dem, der vil lede os, end de selv kræver af os – så ender vi med præcis det niveau, vi tolererer.
Velkommen.