Der hviler en næsten bevægende patos over den moralske nidkærhed, hvormed Rasmus Lund-Nielsen nu vil rydde op i Folketingets skumle kroge. Som en nidkær kordegn med kost og salmebog går han til angreb på det, han kalder nepotisme, foranlediget af den seneste affære omkring løsgænger Jacob Harris. Og lad os begynde dér: Ja, det er uskønt. Ja, det lugter. Og ja, det er en diskussion værd, hvorvidt folkevalgte bør kunne ansætte deres egne ægtefæller.
Men midt i denne moralske oprydning mister Lund-Nielsen orienteringen. For det ene forslag – at begrænse ansættelsen af nære familiemedlemmer – er et velkendt og i mange sammenhænge rimeligt princip. Det andet derimod, hans lønforslag, er ikke bare forfejlet; det er decideret tankeløst.
At foreslå, at folketingsmedlemmer maksimalt må tjene 15.000 til 20.000 kroner mere om måneden end deres tidligere job, er ikke et værn mod noget som helst. Det er en romantisk forestilling forklædt som reform. En idé, der lyder godt i et tv-klip, men falder fra hinanden ved den mindste berøring med virkeligheden.
For hvad er det egentlig, han siger? At politik ikke må være økonomisk attraktivt. At man skal tage et økonomisk offer for at tjene demokratiet. Det lyder nobelt – næsten heroisk. Men det er også en invitation til hykleri og middelmådighed.
For det første: Politik er allerede et job, der kræver ekstrem arbejdsindsats, offentlig eksponering og personlig risiko. Hvis man ovenikøbet kunstigt begrænser lønnen ud fra en persons tidligere indkomst, skaber man et system, hvor det økonomisk straffer kompetence. Den succesfulde erhvervsleder, den dygtige advokat, den erfarne specialist – alle vil skulle acceptere en markant lønnedgang for at træde ind i politik. Resultatet? De bliver væk.
For det andet: Forslaget hviler på en naiv forestilling om, at økonomiske incitamenter er moralsk suspekte. Som om det i sig selv er forkasteligt at blive ordentligt betalt for et krævende arbejde. Det er en puritansk idé, der hører hjemme i en anden tid – ikke i et moderne demokrati, der burde tiltrække de bedste, ikke de mest selvopofrende.
Og for det tredje: Det er praktisk uigennemførligt. Hvordan fastsætter man præcist “det job, de kommer fra”? Hvad med freelancere, selvstændige, arbejdsløse? Skal vi til at opbygge et bureaukratisk apparat, der minutiøst vurderer hver enkelt politikers tidligere indkomst? Det er ikke reform; det er administrativt kaos.
Midt i dette står så sagen om Jacob Harris, som ganske vist giver anledning til en reel diskussion om habilitet og grænser. Men det er netop pointen: Den diskussion drukner i Lund-Nielsens overbudspolitik. Når man blander rimelige forslag med absurde idéer, svækker man begge dele.
Det er, som om ønsket om at fremstå handlekraftig har overhalet evnen til at tænke klart.
Man kunne have nøjedes med at tage fat i det konkrete problem: nepotisme og tillid. I stedet får vi et ideologisk eksperiment forklædt som sund fornuft. Og det er her, kritikken må være skarp: Det er ikke bare upraktisk – det er uansvarligt.
For politik skal ikke være et kald for de få asketer. Det skal være et erhverv, hvor dygtighed belønnes, ansvar honoreres, og hvor man ikke på forhånd udelukker dem, der har haft succes udenfor Christiansborg.
Hvis man virkelig ønsker at styrke tilliden til politikerne, begynder det ikke med symbolske lønlofter. Det begynder med seriøsitet.
Og den er i denne omgang bemærkelsesværdigt fraværende.
Kilde: TV2