TV 2 har endnu engang demonstreret den sjældne danske evne til at opfinde noget nyt ved at genopfinde noget gammelt – og gøre det til fjernsyn.
Det nye program Højskolen samler samtlige tolv partiledere på Ryslinge Højskole i et døgn. 24 timer. Samtaler, diskussioner, debatter, kaffe, højskoleluft og – må man formode – et vist mål af politisk udmattelse. Ideen er på én gang simpel og dristig: at lade politikerne tale sammen uden den sædvanlige tv-debatmaskines stramme koreografi.
Jeg har selv set programmet, og det er i virkeligheden en ganske interessant tv-oplevelse. Ikke fordi der nødvendigvis kommer epokegørende politiske erkendelser ud af det, men fordi formen gør noget ved samtalen. Når politikerne får tid, falder tempoet. Argumenterne bliver længere. Tonen bliver – i hvert fald til tider – en smule mere eftertænksom.
Man kan ikke lade være med at tænke på det tv-eksperiment, som Lars von Trier efter sigende er idémand til: hvor en række kendte danskere sidder i et 24 timer langt interview med journalisten Peter Øvig Knudsen. Et projekt, der i sin radikale langsomhed gør op med vores tids tvangsmæssige tempo. Når tiden bliver lang nok, falder maskerne – sådan er teorien.
Højskolen arbejder med en beslægtet tanke.
For hvad sker der, når politikere ikke bare mødes til 90 sekunders skyttegravskrig i et studie, men faktisk er nødt til at være i samme rum i et helt døgn? Når kameraerne ikke kun fanger punchlines, men også pauserne? Når argumenter ikke kan leveres som færdigpakkede soundbites, men må tænkes igennem, mens kaffekopperne bliver kolde?
Det er her, højskoleideen viser sin snedige tv-logik.
Den danske højskole er jo i sin kerne et sted, hvor mennesker taler sammen uden nødvendigvis at blive enige. Hvor uenighed ikke er en fejl i systemet, men selve forudsætningen for samtalen. At placere landets partiledere i netop den ramme er næsten poetisk – som om Grundtvig i smug har fået lov til at producere reality-tv.
Om eksperimentet lykkes fuldstændigt, kan man altid diskutere. Men der er noget befriende ved tanken om politik som noget, der tager tid. I en medieverden, hvor alt ellers skal koges ned til klip, citater og konflikter, virker 24 timers samtale næsten revolutionerende.