Der findes nationer, der går efter guldet. USA vil være størst. Frankrig vil være mest sofistikeret. Italien vil være mest lidenskabeligt. Schweiz vil være mest diskret velhavende. Danmark? Vi vil åbenbart helst være nummer to. Ikke én gang – men to gange.
Vi indtager andenpladsen over lande med flest singler. Halvdelen af os lever uden ægtefælle, uden vielsesring, uden den faste tandbørste ved siden af vores egen. Og som et ironisk nik fra statistikkens guder indtager vi også andenpladsen over verdens lykkeligste lande. Man kunne fristes til at konkludere, at vi har knækket koden: Drop ægtefællen, behold velfærdsstaten – og vupti, lykken er hjemme.
Det er næsten for elegant. Næsten for dansk.
Halvdelen af den voksne befolkning spiser aftensmad alene. Halvdelen behøver ikke diskutere, om sofaen skal være beige eller “nordisk sand med varme undertoner”. Halvdelen kan se præcis den serie, de vil, uden at forhandle som en FN-diplomat om fjernbetjeningen. Halvdelen kan brede sig i sengen som en tilfreds søløve og vågne uden at tage hensyn til andres vækkeur.
Og alligevel – eller måske netop derfor – svarer vi i lykkemålingerne med et roligt, lidt underspillet: “Jo, det går da meget godt.”
Man kan ikke lade være med at more sig.
Vi er opdraget med ideen om, at tosomheden er menneskets naturlige habitat. Adam fik Eva. Tornerose fik sin prins. Selv i Matador var det mest dramatiske ikke krigen, men hvem der endte med hvem. Ægteskabet har været civilisationens rygrad og den sociale schweizerkniv: Det gav struktur, status, børn og nogen at dele elregningen med.
Og nu sidder vi der – i veldesignede lejligheder med PH-lamper, Dinesen-gulve og robotstøvsugere – og topper lykkemålinger uden ring på fingeren.
Er det en kollektiv midtvejskrise? Eller er det kulminationen på 150 års modernitet, hvor individet langsomt har frigjort sig fra nødvendighedens lænker?
For sandheden er, at Danmark ikke bare er et land. Det er en velfungerende livsledsager med offentlig finansiering. Staten tager sig af din barsel, dit brækkede ben, din folkeskole og din pension. I mange lande er ægteskabet en økonomisk nødvendighed – en social forsikring mod kaos. I Danmark er det et følelsesmæssigt projekt. Man kan klare sig uden.
Det ændrer spillereglerne radikalt.
Når man ikke behøver hinanden for at overleve, skal man ville hinanden for at blive. Det er romantikkens frie marked. Men det frie marked har, som vi ved, en indbygget dynamik: Man kan opsige kontrakten. Hvis samtalen reduceres til logistik og irritation over opvaskemaskinens indretning, så findes der alternativer. En toværelses. En delebørnsordning. En ny begyndelse med friskmalede vægge og nye kaffekopper.
Er det kynisk? Måske.
Men det er også konsekvensen af frihed.
Vi har skabt et samfund, hvor det ikke er socialt selvmord at gå fra hinanden. Ingen mister deres borgerlige værdighed. Ingen bliver udstødt fra fællesskabet. Man ændrer civilstand – ikke menneskeværd. Det er en stille revolution forklædt som hverdagsadministration.
Der er naturligvis dem, der sukker over forfaldet. De ser de 50 procent som bevis på individualismens triumf over fællesskabet. De taler om skrøbelige relationer og for meget selvrealisering. Og ja – vi lever i et land, hvor “at mærke efter” er blevet en disciplin på linje med langrend. Vi går i terapi, vi taler om grænser, vi analyserer vores tilknytningsmønstre over cappuccino.
Men måske er det ikke forfængelighed. Måske er det blot et samfund, der har råd til at insistere på trivsel.
For lad os være ærlige: Man kan være dybt ulykkelig i et ægteskab. Man kan dele seng og stadig føle sig alene. Man kan koordinere madplaner og alligevel savne nærhed. Tilstedeværelse er ikke det samme som forbindelse. Nogle gange er den mest ensomme følelse at sidde ved siden af den, man engang elskede, og ikke længere kunne finde hinanden i samtalen.
Omvendt kan man leve alene og være rig på relationer. Venskaber, kolleger, familie, fællesspisninger, løbeklubber, bogklubber og spontant opståede middage. Det moderne menneskes fællesskaber er mangfoldige. Parforholdet er ikke længere den eneste adgangsbillet til samhørighed.
Måske er det derfor, statistikken ikke skræmmer os. Single er ikke synonym med ensom. Det er blot en civilstand – ikke en eksistentiel dom.
Der er også et kønsperspektiv, man ikke kan overse. Kvinder i Danmark er økonomisk selvstændige, veluddannede og mindre villige til at acceptere asymmetriske relationer. Ægteskabet er ikke længere en redningsplanke, men et partnerskab mellem to ligeværdige individer. Hvis balancen tipper, er udgangen mulig. Det er ikke opløsning. Det er ligestillingens konsekvens.
Mændene er midt i en omstilling. De lærer – nogen hurtigere end andre – at nærvær, følelsesmæssig deltagelse og praktisk ansvar ikke er ekstraudstyr. Det moderne parforhold kræver mere end løn og liguster. Det kræver refleksion og relationel intelligens. Ikke alle består den eksamen. Derfor flere singler.
Men igen: Er det et tegn på, at vi er mindre lykkelige? Eller på, at vi nægter at parkere os selv i noget halvhjertet?
Den danske lykke er ikke eksplosiv. Den er nøgtern. Den består af tillid. Af fornemmelsen af, at systemet virker. At toget kommer. At lægen tager telefonen. At hvis kærligheden går i stykker, så går resten ikke med. Det er en form for strukturel tryghed, som gør det muligt at tage følelsesmæssige chancer.
Man kan gå – og stadig være okay.
Det er måske den egentlige luksus.
Det betyder ikke, at alt er rosenrødt. Der findes ensomhed blandt ældre, unge der føler sig hægtet af, mennesker for hvem singlelivet ikke er en frigørelse, men en smertefuld ventetid. Lykkerapporter måler gennemsnit, ikke hjertebanken klokken 23.47. De registrerer tilfredshed, ikke nødvendigvis dyb mening.
Men på samfundsniveau er det tankevækkende: Halvdelen af os lever uden ægtefælle, og vi går ikke i opløsning. Vi går på arbejde. Vi betaler skat. Vi henter børn i lige uger. Vi tager på sommerferie og diskuterer vejrudsigten. Vi fungerer.
Måske er pointen ikke, at man er mere lykkelig som single end som gift.
Måske er pointen, at vi lever i et land, hvor lykken ikke er betinget af civilstand. Hvor værdighed, sikkerhed og tilhørsforhold ikke forsvinder, hvis kærligheden gør. Hvor man kan vælge hinanden til – og fra – uden at falde ud af fællesskabet.
Det er ikke kærlighedens undergang. Det er dens frisættelse. Den skal vælges – ikke udholdes. Den skal give mening – ikke blot status.
Og hvis det betyder, at halvdelen af os står alene i køkkenet tirsdag aften, rører i en gryde og tænker: “Det her går egentlig meget godt” – så er det måske ikke det værste tegn på et samfund i balance.
Nummer to i singler. Nummer to i lykke.
Ikke dårligt for et lille land, der har opdaget, at man godt kan være hel – også når man er alene. Og tilsyneladende ganske tilfredse med det.