Set gennem konsekvent blå brille – slebet i respekt for ejendomsret, personligt ansvar og den frie markedsøkonomi – fremstår Enhedslisten ikke som et romantisk korrektiv, men som en vedholdende påmindelse om, at der stadig findes politiske miljøer, der aldrig helt blev færdige med 1970’erne.
Det er ikke deres indignation, der forarger. Indignation kan være sund. Det er deres grundantagelse: at værdier skabes kollektivt, men forvaltes bedst af staten. At markedet er mistænkeligt. At profit er moralsk tvivlsomt. At ulighed primært er et resultat af ond vilje frem for forskellig indsats, talent og risiko.
For en borgerlig tænker er det ikke bare forkert – det er fundamentalt forfejlet.
Pelle Dragsted er ingen rødgardist. Han er høflig, velovervejet, næsten akademisk i sin systemkritik. Han taler om økonomisk demokrati med en ro, der kunne narre enhver til at tro, at der blot er tale om tekniske justeringer.
Men ordene ændrer ikke substansen. Når man skræller retorikken af, står man tilbage med en politik, der konsekvent vil udvide staten på bekostning af civilsamfundet og markedet. Mere regulering. Mere kontrol. Mere politisk styring af det, der i et frit samfund burde være drevet af frivillige relationer og incitamenter.
Den blå indvending mod Enhedslisten er i sin kerne filosofisk. Det handler ikke om enkelte skattesatser eller justeringer i dagpengesystemet. Det handler om menneskesyn.
Borgerlige ser mennesket som handlende og ansvarligt – en aktør, der formes af frihed og incitament. Enhedslisten ser strukturer, magtforhold og systemiske barrierer, der kræver politisk indgriben. Hvor blå politik søger at skabe rammer, søger rød politik at styre udfald.
Det er her kløften opstår. Ikke i temperament, men i verdensopfattelse.
Jeg kan godt anerkende deres stringens og se, at de mener det alvorligt. Men som urokkelig borgerlig – drevet af både patricisk stolthed og en skarp polemisk åre – stopper min forståelse længe før, min hånd overhovedet nærmer sig stemmesedlen.
For mig ville det ikke blot være et politisk fejltrin at stemme på partiet. Det ville være et civilisatorisk kollaps. Ja, jeg ville – for nu at formulere det i teatralsk overdrivelse – hellere tørre mig bagi med et pindsvin end at sætte mit kryds ved Enhedslisten.
Ikke af vulgaritet. Men af princip.
For i sidste ende handler det om frihedens skrøbelighed. Om troen på, at velstand skabes nedefra – af mennesker, der tør tage risiko, eje, investere og handle. Hvis man først accepterer præmissen om, at staten ved bedst, har man allerede afgivet det vigtigste: ansvaret for sit eget liv.
Og det er et bytte, ingen ægte blå vælger bør indgå.