Jeg tager ikke stilling til Inger Støjbergs 15 forslag.
Det er vigtigt at få sagt, inden nogen begynder at beskylde mig for at have meldt mig ind i den politiske afdeling for forbud mod dunjakker. Det overlader jeg trygt til politikerne.
Men jeg har ét forslag.
Indfør nu skoleuniformer.
For hvis vi alligevel er kommet så langt ud i påklædningsreglernes vidunderlige verden, hvorfor så stoppe ved dunjakken?
Hvorfor skal landets ungdomsuddannelser bruge kostbar ledelsestid på at afgøre, om en 17-årig har iført sig den forkerte jakke?
Vi er på vej ind i den vidunderlige danske tradition, hvor ethvert samfundsproblem til sidst ender som et spørgsmål om påklædning.
Men her kommer skoleuniformen som den helt oplagte løsning.
Én skjorte.
Én trøje.
Ét par bukser eller én nederdel.
Og måske et diskret emblem med skolens navn.
Så er den ged barberet.
Ingen skal længere diskutere, om den ene elevs dunjakke signalerer islamisme, gangstermentalitet, social kontrol, dårlig smag eller bare at det er koldt udenfor.
Alle ligner hinanden.
Det er faktisk en ret gammel idé.
Skolen kunne igen blive et sted, hvor man først og fremmest møder op som elev og ikke som levende reklamesøjle for Canada Goose, Nike, Adidas, Gucci eller den lokale afdeling af “Se-mig-jeg-har-12.000-kroner-på”.
Og måske ville der ovenikøbet komme noget interessant ud af det.
Man kunne fjerne noget af det sociale pres.
For hvis alle går i det samme, bliver det vanskeligere at måle hinanden på tøjet.
Så slipper den ene for at føle sig fattig, fordi han ikke har råd til den rigtige jakke.
Den anden slipper for at demonstrere, at hans forældre har råd til den.
Og den tredje slipper for at blive sendt hjem, fordi hans dunjakke angiveligt har fået en attitudeforbedring, som skolen ikke har bestilt.
Men der er naturligvis et problem.
Danskerne elsker nemlig individualisme.
Vi vil helst være ens – bare på vores egen måde.
Vi vil gerne have fællesskab, men med vores helt egen jakke.
Vi vil gerne have regler, men helst regler, der kun gælder for naboen.
Derfor vil en skoleuniform naturligvis udløse ramaskrig.
Nogle vil kalde det fascisme.
Andre vil kalde det disciplin.
En tredje gruppe vil nedsætte et udvalg, som efter 14 måneder konkluderer, at eleverne bør have indflydelse på uniformens farve.
Og så er vi tilbage ved udgangspunktet.
Men egentlig burde skoleuniformen være den mest liberale løsning på hele denne diskussion.
For så behøver staten ikke bestemme, om dunjakken er for meget.
Skolen behøver ikke kontrollere kasketten.
Rektor behøver ikke lege modepoliti.
Og eleven behøver ikke bruge morgenen på at overveje, om dagens påklædning kan udløse en disciplinærsag.
Alle tager uniformen på.
Færdig.
Og så kunne vi måske for én gangs skyld koncentrere os om det vigtigste:
At de unge faktisk lærer noget.