Nu ser det ud til, at Mette Frederiksen har gjort det igen.
Ifølge flere medier er Socialdemokratiet, Moderaterne, De Radikale og SF nået til enighed om en ny regering efter måneders forhandlinger, politiske manøvrer og et forløb, der har været så langt, at nogle vælgere formentlig har glemt, hvad de egentlig stemte på.
Det er på sin vis imponerende. Ikke regeringsdannelsen i sig selv, men den næsten overnaturlige evne til at få dansk politik til at ligne et afsnit af Matador, hvor bankdirektøren, skomageren, præsten og kommunisten pludselig beslutter sig for at drive købmandsgården sammen.
For blot få uger siden gik rygterne ellers i retning af et muligt blåt projekt. I stedet får vi nu en regering, der spænder fra Socialdemokratiets statsautoriserede magtmaskine over Lars Løkkes evige midterprojekt til De Radikales akademiske drøm om et samfund, hvor enhver udfordring kan løses med et udvalg og tre arbejdsgrupper. Som krymmel på lagkagen får vi SF, der endnu engang skal bevise, at partiet kan sidde ved magtens bord uden at vælte kagen ned på gulvet.
Den store spænding bliver naturligvis regeringsgrundlaget.
Skat skal diskuteres. Reformer skal forklares. Arbejdskraft skal findes. Der skal produceres flere hænder, end der findes mennesker, og der skal skaffes flere penge, end der findes skatteydere.
Det er her, man som borger kan begynde at glæde sig.
For i dansk politik betyder “reformer” ofte, at nogen skal arbejde mere. Og når politikerne siger “nogen”, mener de sjældent sig selv.
Det mest fascinerende spørgsmål er dog ikke, hvem der får hvilke ministerposter.
Det er spørgsmålet om, hvem der har spist skovsneglen.
I enhver regeringsforhandling findes der nemlig et punkt, hvor nogen må opgive noget, de tidligere har kaldt absolut ufravigeligt. Nogen har slugt kamelen. Nogen har ædt skovsneglen. Nogen har fundet et princip frem, pakket det pænt ind og afleveret det i den politiske storskrald.
Vi ved endnu ikke præcis hvem.
Men når regeringsgrundlaget offentliggøres, vil vi sandsynligvis opdage, at alle fire partier har gjort det.
Til gengæld får Danmark stabilitet. Det er i hvert fald det ord, der altid bruges.
Stabilitet er blevet politikernes svar på pulverkaffe. Ingen elsker det. Ingen drømmer om det. Men man serverer det alligevel og fortæller gæsterne, at det er for deres egen skyld.
Og således går Danmark ind i endnu en Mette Frederiksen-æra.
Ikke med et brag.
Men med det velkendte politiske suk, der opstår, når vælgerne endnu engang opdager, at dansk politik er det eneste kasino i verden, hvor huset altid vinder.