Illusionernes tid er forbi. Europas sikkerhed hviler ikke på gode intentioner, men på evnen til at blive taget alvorligt.
At Danmark har takket ja til en fransk invitation om at indgå i et atomafskrækkelsesprogram er ikke et udtryk for militaristisk overmod – det er et udtryk for voksenhed. I årtier har vi levet i den bekvemme forestilling om, at historien var slut, at Europas fred var en naturtilstand, og at sikkerhed kunne outsources til abstrakte principper og amerikanske garantier. Den tid er forbi.
Mette Frederiksen har – hvad man end ellers måtte mene om hendes politiske instinkter – her demonstreret en forståelse for det grundlæggende vilkår i international politik: Magt respekterer magt. Når Frankrig vælger at styrke sit atomare arsenal og invitere europæiske partnere ind i et strategisk samarbejde, er det ikke en aggressiv gestus. Det er en konstatering af, at Europa må tage ansvar for sin egen skæbne.
Vi skal gøre os fri af den provinsielle berøringsangst over for ordet “atom”. Afskrækkelse er ikke det samme som anvendelse. Tværtimod er det netop fraværet af troværdig afskrækkelse, der inviterer til eventyrpolitik fra revisionistiske stormagter. Historien viser os, at fred ikke bevares gennem fromme håb, men gennem styrkebalance.
Det afgørende er naturligvis, at der ikke opstilles atomvåben på dansk jord – og det er klogt, at regeringen tydeliggør dette. Men at indgå i et strategisk samarbejde om nuklear afskrækkelse er ikke et brud med dansk ansvarlighed; det er en forlængelse af den. Vi er allerede en del af en atomparaply gennem NATO. Forskellen er blot, at den europæiske dimension nu styrkes.
I en verden, hvor USA’s langsigtede engagement i Europa ikke længere kan tages for givet, er det både logisk og nødvendigt, at europæiske nationer konsoliderer deres egen sikkerhedsarkitektur. Det er ikke krigsliderlighed – det er realisme.
Danmark har ikke valgt atomvåben. Danmark har valgt at anerkende virkeligheden.
Og det er måske det mest modne valg, et lille land kan træffe.